MEIR ARON GOLDSCHMIDT
(1819-87)
DEL I
DEL I
"Goldschmidt hørte til den generation af yngre intellektuelle, for hvem Enten - Eller var en veritabel åbenbaring."
Da Goldschmidt som Deltager i Folkefesten paa Skamlingsbanke, i Maj 1844, skulde tale til den store Forsamling, begyndte han med de Ord: Jeg er en Jøde, hvad vil jeg imellem jer?
I sine «Livs Erindringer og Resultater» siger han: «Det var mit Livs store Spørgsmaal, som jeg paa begrænset, omhyllet, dunkel Maade bar i mig og kastede ud.» Og han tilføjer: «Det blev mødt med et umaadeligt Raab: Jo, jo! Velkommen! og de nærmeste rakte Hænderne op imod mig.»
I dette Optrin er der noget symbolsk for Goldschmidts Forfatterskab. Nutildags behøver ganske vist en jødisk Forfatter indenfor dansk Nationalitet vel næppe paa nogen Maade at adskille sig fra alle andre danske Skribenter; kun hans særegne Individualitet, ikke Afstamningen har afgjørende Betydning for ham. Men for Goldschmidts Vedkommende gjælder denne Betragtning ikke. Det er den røde Traad i saa godt som alt, hvad han har skrevet: han var dansk, og han var Jøde. Han udtrykker det selv saaledes i «Livserindringerne»: . . .min hele Livsskæbne er gjennempræget af de to Faktorer: min danske Fødsel og mit jødiske Blod, der strides om Hjemstedsret.»
I sine «Livs Erindringer og Resultater» siger han: «Det var mit Livs store Spørgsmaal, som jeg paa begrænset, omhyllet, dunkel Maade bar i mig og kastede ud.» Og han tilføjer: «Det blev mødt med et umaadeligt Raab: Jo, jo! Velkommen! og de nærmeste rakte Hænderne op imod mig.»
I dette Optrin er der noget symbolsk for Goldschmidts Forfatterskab. Nutildags behøver ganske vist en jødisk Forfatter indenfor dansk Nationalitet vel næppe paa nogen Maade at adskille sig fra alle andre danske Skribenter; kun hans særegne Individualitet, ikke Afstamningen har afgjørende Betydning for ham. Men for Goldschmidts Vedkommende gjælder denne Betragtning ikke. Det er den røde Traad i saa godt som alt, hvad han har skrevet: han var dansk, og han var Jøde. Han udtrykker det selv saaledes i «Livserindringerne»: . . .min hele Livsskæbne er gjennempræget af de to Faktorer: min danske Fødsel og mit jødiske Blod, der strides om Hjemstedsret.»
Jødefejden i Kjøbenhavn foregik faa Uger før hans Fødsel, og til Trods for Fr. VI’s Forordning af 1814 om Jødernes retslige Stilling, hengik der lange Tider, før Jøderne i Danmark kom til at leve under samme Vilkaar som alle andre danske Statsborgere.
Fra sine tidligste Aar led Goldscmidt under dette som under en personlig Uret, der vederfaredes ham. Og det maa have bidraget til at skærpe hans Retfærdighedsfølelse, opildne hans Begejstring for menneskelig og borgerlig Frihed og hans Sympati for de smaa og undertrykte i Samfundet.
Men langt mere end det sociale kom det religiøse og nationale Moment til at virke paa ham; han følte langt op igjennem Ungdoms- og Manddomsaarene Modsætningen mellem sig og «de andre» og han vilde forene denne tilsyneladende Modsætning: paa en Gang at være jødisk og dansk.
Det lykkedes ham jo ogsaa: thi ligesom Forsamlingen paa Skamlingsbanke hin Dag rakte Hænderne op imod ham og bød ham velkommen, saaledes blev han i langt videre Forstand optagen som en af Folkets egne. Men det dobbelte Forhold, at være jødisk og dansk, gennemsyrer ikke dessmindre fra først til sidst hans Forfatterskab og giver det nogle af dets værdifuldeste Egenskaber.
Som Jøde har Goldschmidt beriget Literaturen med Skildringer fra et Felt, der hidtil havde været uopdyrket; fra jødiske Hjem har han hentet Typer og Optrin og tenger dem med en nænsom Forstaaelse, en levende Klarhed, som kun en jødisk Forfatter kunde gjære det.
Som Dansk har han behandlet Sproget som en Mester og givet Skildringer af dansk Natur, Folke og Samfundsliv, saa ægte i stemning og Karakter, at de nu hører til de klassiske Værker i dansk Prosadigning. Og endelig har Tilstedeværelsen af dette Dobbeltforhold maattet virke æggende og inspirerende paa hans Følelsesliv og er derved kommet hans digteriske Produktion til gode.
Meir Goldschmidt er født den 26de Oktober 1819 i Vordingborg. «Jeg er af Levi Stamme», siger han og han lægger Vægt derpaa, ikke fordi der er forenet nogen Rang eller Ophøjelse med et saadant Stamtræ, men fordi det for ham har havt en symbolsk Betydning: «Ved alle Lejligheder, hvor jeg skulde kæmpe, er jeg gaaet til Kampen med instinktmæssig Fordring paa at blive Nr. 1.»
Paa fædrene Side var Slægten indvandret fra Tyskland og havde i Aaret 1684 faaet Lejdebrev paa at turde nedsætte sig i Kjøbenhavn; paa mødrene Side antages den at stamme fra Ostpreussen eller Polen, og den tog fra først af Ophold i Fredericia. Morfaderen hed Israel og boede i Roskilde, efter hvilken by han tog sit Efternavn (senere forandret til Rothschild); han nævnes som en meget liberal Mand – skjønt han nøje iagttog de jødiske Skikke – hvorimot hans Hustru var strængt ortodox og havde et myndigt og strix Væsen.
Paa fædrene Side var Slægten indvandret fra Tyskland og havde i Aaret 1684 faaet Lejdebrev paa at turde nedsætte sig i Kjøbenhavn; paa mødrene Side antages den at stamme fra Ostpreussen eller Polen, og den tog fra først af Ophold i Fredericia. Morfaderen hed Israel og boede i Roskilde, efter hvilken by han tog sit Efternavn (senere forandret til Rothschild); han nævnes som en meget liberal Mand – skjønt han nøje iagttog de jødiske Skikke – hvorimot hans Hustru var strængt ortodox og havde et myndigt og strix Væsen.
Goldschmidts Fader, Aron G, var Kjøbmand, havde rejst meget i sin Ungdom som Handelskommis og giftede sig i januar 1819 med Lea Rothschild fra Roskilde, hvorefter han bosatte sig i Vordingborg. I 1826 købte han en Bondegaard i Valby, men da han mistede sin Formue, maatte han flytte til Kjøbenhavn og her levede Familien nogle Aar i meget smaa Kaar, indtil der tilfaldt dem en Arv, der satte Faderen i Stand til at kjøbe et Bryggeri og Brænderi i Næstved, hvor Familien tog Ophold i Aaret 1833.
M. Goldschmidt tilbragte altsaa sine første Barndomsaar i det hyggelige Vordingborg, i lyse og friske Omgivelser. Faderens Gaard laa, med vid, lys Udsigt ned til Stranden, i landlige Forhold, med Kostalde, Udhuse, Have og med mange Tjenestefolk, som det i de Tider hørte med til en stor Kjøbmandsforretning. Herfra modtog M. Goldschmidt sine første Indtryk; men han var kun sex Aar, da han blev sendt hjemmefra.
Hans Forældre havde allerede før hans Fødsel havet Tro paa, at der skulde blive noget ualmindelig af deres førstefødte; det var blevet spaaet, at han skulde blive den største og lykkeligste i Familien, og de tænkte sig, at han skulde studere Medicin for at blive en stor og navnkundig Læge som Rabbi Meir ben Maimon). I dette øjemed sendtes han saa tidlig til Kjøbenhavn for at komme i en Skile, hvor han kunde lære Latin – Vordingborg lærde Skole maa altsaa ikke have forekommet dem god nok – og inde i Hovedstaden kom han i huset hos en Onkel, der var gift med hans Faders Søster.
Det var – i Modsætning til hans Fædrenehjem - et stærkt udpræget jødisk Hus, og det gammeldags patriarkalske Liv, som levedes der, fik stor Magt over hans Sind. «Det var en Jødedom», siger Goldscmidt i «Livsendringerne», «der ved at gaa igjennem trange Tider havde tabt de store Skolers Præg og var bleven forvandlet til noget besynderligt Nationalt-Religiøst-Stemningsfuldt, lidet opbyggende for Forstanden, men tiltalende og vækkende for Fantasien, i højeste Grad egnet til at grive et Barn.»
Men derved kom allerede tidligt Modsætningen mellem ham og «de andre» til at træde stærkt frem for ham. Thi samtidig med Opholdet hos sine ortodoxe jødiske Paarørende gik han i en kristen Skole. Efter midlertidig at have besøgt en Forberedelsesskole og senere det Schouboeske Institut, kom han i Foraaret 1833 i det v. Westen’ske Institut, hvor han trivedes udmærket, var afholdt af Lærerne og snart regnedes for Skolens mest lovende Discipel.
Da Artiumstiden nærmede sig, stod han som en selvskreven Nr. 1, fuldt overbevist om, at han vilde blive «indkaldt», dvs. faa Udmærkelse til sin Studenterexamen, og alle hans Lærere var af samme Mening. Men da hændte der noget, som vel nok kunde faa ham til at tro paa et underligt Skæbnens Spil. Paa Examens næstsidste Dag havde han 8 Præer og 3 Lauder, med andre Ord et Præ mere, end der behøvedes for at faa Udmærkelse. Der var kun et Fag tilbage, hvori han skulde examineres, nemlig Religon og heri var han sikker paa at faa i det mindste Laud.
Men som jødisk Discipel havde han ikke deltaget i Lærebogsundervisningen, kun læst Bibelhistorie, og til alt Uheld gav Professor H.N Clausen, der examinerede, ham netop et Spørgsmaal af Lærebogen. Goldschmidt indvendte, at han ikke kunde svare derpaa, fordi han var Jøde. Clausen gav ham da et Spørgsmaal af Bibelhistorien: hvad Aar en lille Konge af Juda Rige havde levet; men i den oprevne Sindsstemning, hvori han befandt sig, svarede han famlende og fik et Haud. Resultatet blev, at hans sikre Haab om at faa Udmærkelse bristede, og han følte det som et knusende Slag, der paa en Gang omstyrtede alle hans Planer for Fremtiden. Goldschmidt fortaller derom i Livserindringerne»: . .
«Jeg gik hen ad Gaderne uden at vide, hvor jeg skulde hen. Saavidt jeg ved og kan huske, var jeg ikke vred; der var i det Kolde, Korrekte, jeg havde mødt, intet bestemt Punkt at faste Vreden paa; men jeg var som knust, som et Hus, hvis Loft var styrktet gjennem alle Etager ned i Kjælderen. .Fader kom fra Næstved og traf mig paa Kongens Nytorv. Han gjorde mig ingen Bebrejdelser, men sagde sørgmodig trøstende, at vi maatte finde os deri. Men jeg markede eller troede at mærke, at hans Tro paa mig var gaaet af, og at han heller ikke troede paa sin egen Skæbne, men gjorde en Afregning med sin Barndom og sin Gud. Det var, som om han, medens vi gik der paa Gaden, i Tanken slog sig for Brystet og sagde: Baavaunauseinu horabim, for vore store Synders Skyld.»
Men derved kom allerede tidligt Modsætningen mellem ham og «de andre» til at træde stærkt frem for ham. Thi samtidig med Opholdet hos sine ortodoxe jødiske Paarørende gik han i en kristen Skole. Efter midlertidig at have besøgt en Forberedelsesskole og senere det Schouboeske Institut, kom han i Foraaret 1833 i det v. Westen’ske Institut, hvor han trivedes udmærket, var afholdt af Lærerne og snart regnedes for Skolens mest lovende Discipel.
Da Artiumstiden nærmede sig, stod han som en selvskreven Nr. 1, fuldt overbevist om, at han vilde blive «indkaldt», dvs. faa Udmærkelse til sin Studenterexamen, og alle hans Lærere var af samme Mening. Men da hændte der noget, som vel nok kunde faa ham til at tro paa et underligt Skæbnens Spil. Paa Examens næstsidste Dag havde han 8 Præer og 3 Lauder, med andre Ord et Præ mere, end der behøvedes for at faa Udmærkelse. Der var kun et Fag tilbage, hvori han skulde examineres, nemlig Religon og heri var han sikker paa at faa i det mindste Laud.
Men som jødisk Discipel havde han ikke deltaget i Lærebogsundervisningen, kun læst Bibelhistorie, og til alt Uheld gav Professor H.N Clausen, der examinerede, ham netop et Spørgsmaal af Lærebogen. Goldschmidt indvendte, at han ikke kunde svare derpaa, fordi han var Jøde. Clausen gav ham da et Spørgsmaal af Bibelhistorien: hvad Aar en lille Konge af Juda Rige havde levet; men i den oprevne Sindsstemning, hvori han befandt sig, svarede han famlende og fik et Haud. Resultatet blev, at hans sikre Haab om at faa Udmærkelse bristede, og han følte det som et knusende Slag, der paa en Gang omstyrtede alle hans Planer for Fremtiden. Goldschmidt fortaller derom i Livserindringerne»: . .
«Jeg gik hen ad Gaderne uden at vide, hvor jeg skulde hen. Saavidt jeg ved og kan huske, var jeg ikke vred; der var i det Kolde, Korrekte, jeg havde mødt, intet bestemt Punkt at faste Vreden paa; men jeg var som knust, som et Hus, hvis Loft var styrktet gjennem alle Etager ned i Kjælderen. .Fader kom fra Næstved og traf mig paa Kongens Nytorv. Han gjorde mig ingen Bebrejdelser, men sagde sørgmodig trøstende, at vi maatte finde os deri. Men jeg markede eller troede at mærke, at hans Tro paa mig var gaaet af, og at han heller ikke troede paa sin egen Skæbne, men gjorde en Afregning med sin Barndom og sin Gud. Det var, som om han, medens vi gik der paa Gaden, i Tanken slog sig for Brystet og sagde: Baavaunauseinu horabim, for vore store Synders Skyld.»
Goldschmidt tog senere (i 1839) den saakaldte anden Examen, men opgav derefter alle videre akademiske Studier. I Datidens lystige og begejstrede Studenterliv tog han heller ikke Del. «I Ordets frie, glade Betydning har jeg aldrig været Student», siger han selv. En Gang i Tusmørket sneg han sig ind ad Porten for at se det besungne Træ i Regensgaarden. Det er utvivlsomt, at den store Skuffelse ved Examensbordet, der virkede saa stærkt paa hans i Forvejen yderst følsomme Sind, har været Aarsagen til, at han saaledes selv stillede sig udenfor og valgte helt at gaa sine egne Veje.
Hans Sind var oprevet ikke blot ved den Skuffelse, hans Ærgjerrighed havde lidt, men ogsaa af Kjærlighedssorg, og i denne Stemning var der jo god Jordbund for det første Gjennembrud af hans digteriske Evner. Han forsøgte sig med at skrive en Novelle. «Det var en rædsom Poesi, en forfærdelig Novelle,» siger han, «mere et lyrisk-hysterisk Udbrud uden Sang end en Skildring af Personer, Karakterer, virkelige Forhold – dertil havde jeg endnu ingen Magt, var for umoden, stod mig selv for nær». Men Novellen hjalp ham til at faa sin Hjærtesorg paa Afstand, og den vakte Lyst hos ham til at skrive flere Fortællinger, som ogsaa efterhaanden fik fastere Form.
Der var imidlertid ingen, som brød sig om at trykke disse umodne Forsøg, og for at faa Novellerne offentliggjorte besluttede Goldschmidt – han var den Gang 18 Aar gammel – selv at udgive et Ugeblad. I Oktober 1837 udsendte han det første Nummer af «Nestved Ugeblad». Der blev skrevet og trykt i Kjøbenhavn, hvor den ungdommelige Redaktør og Udgiver boede, men Bladet sysselsatte sig væsentlig med Anliggender, vedrørende Præsto Amt, en enkel Artikel skaffede Redaktøren en Domfældelse, der medførte Mulkt og et Aars Censur, og ved Udgangen af 1839 afstod han Bladet for 200 Rdl, der paa det Tidspunkt forekom ham at være en umaadelig Sum.
Dette var Begyndelsen til Goldschmidts journalistiske Løbebane, der snart efter skulde tage helt anderledes Fart. I en Kreds af ligesindede unge Mænd blev Planen lagt til at stifte et Blad, der skulde opponere «paa en ganske anden Maade end den øvrige, kjedelige Oppositionspresse.» Det blev foreslaet, at det skulde være «et Satans Blad, saadan en rigtig Corsaire-Satan, som de har i Paris!»
Af denne hastig grebne Titel blev den første Halvdel beholdt, og den 8de Oktober 1840 udkom det første Nummer af Goldschmidts navnkundige Ugeblad «Corsaren». Det var tre Fjerdingaar efter Christian den Ottendes Regeringstiltrædelse, da der laa meget Sprængstof i Luften, medens Dagens Spørgsmaal var, om Kongen vilde give en «Konstitution».
Den politiske Situation, med Absolutisme, Politistokregimente og al Slags gammel Slendrian indbød saa stærkt som vel muligt til Udgivelsen af et Satirisk Ugeblad, men Censurreglement og Mulktsystem gjorde ogsaa Legen saare vanskelig, for ikke at sige farlig for den, der førte an.
Goldschmidt viste sig at være Opgaven voxen, og de sex Aar, hvori han udgav «Corsaren», omfatter ikke alene et betydningsfuldt Afsnit af hans Liv, men selve Bladet «Corsaren» maa endnu den Dag i Dag betragtes som et særegent og interessant Fænomen i den danske Presses historie. Med ungdommelig Enthusiame og aldrig trættet Mod og Vid førte Goldschmidt Kampen i disse sex Aar.
 |
Satiriske tegninger over H.C. Andersens berømmelse fra ugebladet "Corsaren" 10. september 1847. Nr. 864 |
«Corsaren» blev under hans Ledelse paa en Gang Landets mest læste og megt frygtede Blad. Det stillede sig udenfor eller, om man vil, over Partierne, satiriserede over de fremstormende Nationalliberale – naar Lejlighed gaves – ligesaa vel som over de Konservative; ingen stod for højit eller for lavt til at rammes af «Corsarens» Pile.
Goldschmidt havde fra første Færd af fremhævet som sin Hensigt: at danne et Forbund, «hvis Standpunkt var, hvor de forskjellige Anskuelser modtes for at frembringe Sandheden, ligesom Regnbuens syv Farver, naar de mødes i et Punkt, danne det klare hvide Sollys.» Det laa i Forholdenes Natur, at «Sandhederne» ikke kunde siges lige ud, men maatte komme frem ad Omveje og som oftest læses mellem Linierne, skjult og underforstaaet, ligesom det ogsaa handte, at Censuren undertiden fandt det tjenligt at lade, som den ikke havde forstaaet, hvad der mentes.
Goldschmidt havde fra første Færd af fremhævet som sin Hensigt: at danne et Forbund, «hvis Standpunkt var, hvor de forskjellige Anskuelser modtes for at frembringe Sandheden, ligesom Regnbuens syv Farver, naar de mødes i et Punkt, danne det klare hvide Sollys.» Det laa i Forholdenes Natur, at «Sandhederne» ikke kunde siges lige ud, men maatte komme frem ad Omveje og som oftest læses mellem Linierne, skjult og underforstaaet, ligesom det ogsaa handte, at Censuren undertiden fandt det tjenligt at lade, som den ikke havde forstaaet, hvad der mentes.
av Vilhelm Østergaard, 1907
Published by Scandinavian Jewish Forum
