Monday, July 25, 2016















Meïr Aron Goldschmidt
(1819 – 1887)

av 
Georg Brandes 



DEL I

"Goldschmidt var en stor Forstand. Han var en klog Mand, stod blandt danske Skribenter i mange Maader som den kloge."


M. Goldschmidt er død igaar, 67 aar gammel. Den Mand er gaaet bort, som af alle Nulevende havde størst Fortjeneste af den danske Prosa. Sproget har med ham mistet sin Mester. Han behandlede det som den ædru, klassiske Virtuos sit Instrument og han behandlede det i dets Aand, med Simpelhed og udsøgt Takt. Han var dets Lærling, han havde dyrket det utrætteligt og ydmygt, indtil han opnaaede et Herredømme over det, som var enestaaende i sin Art. Naar engang den danske Prosas Historie skal skrives, vil man ikke blott ikke kunne overspringe ham, men den Plads, han kommer til at indtage, bliver stor.

Han var en Fortæller og Skildrer af første Rang, dæmpet og fin, alltid behersket i sit Udtryk, altid ejendommelig, nu og da lidt fordringsfuld eller søgt, men sikker og alltid formende sine Ord. Han har skrevet en lang Række af Bind, men der findes i dem ingen formløs Linie. Og han havde den store Forfatters Egenskab: Alt var formet indenfra: han tog ikke nogen vending i sin Mund, som de andre havde spyttet ud.

Goldschmidt var en stor Forstand. Han var en klog Mand, stod blandt danske Skribenter i mange Maader som den kloge.

Han havde den hos vore digterisk begavede Mænd saa sjældne Ejendommelighed, at han – i sin Velmagts Dage i detmindste – forstod sin Samtid, begreb hvad der skete i hans Samtid, ikke mindre i den ovrige Verden end i Danmark og stadigt sætte det, som hændte her, i Forbindelse med det, som foregik ude. Siden Baggesens Tid har ingen af vore Skribenter sat sig ind i Europas Kulturforhold og politiske Forhold som han. 

Han var af de yderst faa, som forstaar at rejse og at lære paa Rejse. Han kendte meget til Tyskland, Frankrig, England, Österrig og Italien, kendte Hovedhandelen omtrent lige godt. Saa grunddansk som han var i sin Sprogform og i en Behandlingsmaade af de forskellige Strofer, der tog mange Hensyn, saa verdensborgerlig var han i sit Syn paa danske Tilstande. Medens de fleste af hans Landsmænd og Kladsfælder i Bladskriveri og Digtning brugte et Atlas hvor Danmark og Rusland optog et Stykke Papir af samme Størrelse havde han øjensynlig engang paa et tidligt Stadium af sin Udvikling faaet en Globus at se, og det Syn glemte han aldrig.

Og han forstod ikke alene i Almindelighed sit Fædrelands Vilkaar udadtil men han forstod dets Prier og dets ledende Personligheder med Skarphed. I sine unge Dage sagde han temmelig rent ud, hvad han mente om dem. Senere blev han mere og mere tilbakeholdende. Han indsaa det var saa uklogt at tale saa klogt at tie hertillands. Af og til sagde han noget Mere, end han mente eller noget som han mente noget anderledes end det klang. Det kunde komme af Klogskabshensyn men det kom ogsaa fordi Stemningen løb af med ham Undertiden ser man tydeligt hvorledes hans Stemning forandres.

I Grunden var Goldschmidts Liv til hans næsten halvtredsindstyvende Aar en Række af Kampe og Nedelag. Atter og Atter løb han Panden mod en nationalliberale Mur. Naar han tilsidst gav tabt, var det fordi han var bleven klog af Skade. Men der var ogsaa noget andet deri. Fra først af agtede han en Modstander som Ploug ret ringe. Senere hen da han saa ham stedse stige i Ingflydelse og Magt, begyndte han ubevidst at misunde og beundre ham.

Saa kom hans Lære om det Betydningsfulde til. Det maatte betyde noget at Ploug saaledes stedse tog til, medens han selv ingen Fremgang havde. Han begyndte at se ham i et nyt Lys. Og efterhaanden kom han, der havde angrebet Plougs Karakter i Sprogets stærkeste Udtryk, til det Hjærnespind, at han altid havde elsket ham.

Han var nemlig ikke blot en stor Forstand, men et stort Stemningsmenneske. Hvad han skrev, blev saa godt, fordi han havde den fineste Modtagelighed for Stemning, Forrad af Stemning, Overflod derpaa. Med Sansen for det Samtidige, det Moderne, som man rundt omkring ham ikke formaaede at afvinde Poesi, forenede han Ævnen til at gengive det i Stemningsskær. Det var denne Rugen over Stemninger, Leven i Stemninger som gjorde ham til Poet. Den skarpe Iagttager og den forstandige Opfatter blev Digter, fordi han gav det Sete en stemningsfuld Fortolkning.

Det er vel bekendt, at Goldschmidt begyndte som en Krigspen og en Skandalpen. I Corsaren som han udgav 1840-46 fra sit 21de til sti 27nde Aar, røbede han først kun sit Vid, sin Lyst til at gøre Opsigt og gøre sig frygtet, og sin Ævne til Angriben af den faldefærdige Enevælde, der brugte de Midler, dens Magtfuldkommenhed bød den. Her udtaler sig en ung Forfatter uden mange Kundskaber og uden dybere Dannelse lidet kræsen i Valget af sine Vaaben men almindeligt radikal og dygtig spotsk. Han drillede det gamle Embedsherredømme saa det tabte Fatningen og maatte til Gengæld bære alle Velsindedes grænseløse Ringeagt.

Sammenstødet med Kierkegaard der kom til at betyde saa meget for denne, havde for Goldschmidt selv sikkert ingenlunde den Betydning, som han, da han længe efter saa tilbage paa sit Liv og da Kierkegaards Anseelse stod paa Højdepunktet digtede ind og selv tilsidst maaske troede paa. Der var paa defte Punkt ikke ringe. Uoverensstemmelse mellom mundlige ytringer af ham og de trykte, officiselle Udtalelser.

Han hævdede i Samtaler bestandig, at den Kierkegaardske Religiøsitet var en ren Fantasibevægelse. Jeg har, sagde han, meget rigtig stemplet den i Corsaren med de Ord, som jeg der lægger Kierkegaard i Munden: «Jeg føler Trangen til at gøre vel. Jeg vil tænke mig, at jeg har givet en fattig Kone 8 Skilling.» Han fremhævede sterkt Indbildningen det Blodløse hos Kierkegaard. Hele hans Væsen, sagde han , er i den Omstændighed, at han havde ingen Lægge.

Men i hint ungdomelig Fjedeforhold kom Goldschmidt dybeste Vasen ikke til Frembrud. Kun Forstandsmennesket ikke Romantikeren brød her igennem. Først Romanen En Jøde røbede at den forfløjne Corsar bar paa en hel Ballast af Barndoms Stemninger og Indtryk som han aldrig formaaede at arbejde sig ud af og aldrig blev kvit, og som udgjorde det Grundvæld, hvoraf han øste som Poet.

Hans jødiske Fødsel havde en afgørende Betydning for ham, sideordnent med den, som den havde for de fleste tyske og engelske Forfatter af samme Afstaming pa hin Tid. Man føler hos dem alle at Civilisationen Verden nylig er bleven aabnet for dem: de har endnu som Børn hørt Drønet af Ghettoernes Porte, der falt i bag deres Ryg.

Goldschmidts Afstamning gjorde han først til Sværmer. Alltid vendte han i Tankerne og Drømmerne tilbake og til sin Æt, den af Guder og Mennesker forfulgte og foragtede, som det gjaldt om at skildre paa en Maade, der kunde vække hans danske Landsmænds Agtelse og Medfølen, deres Deltagelse og deres Velvilje. Men dernæst gjorde denne Afstamning ham stridbar. Han følte sig stillet som en Paria.

Der var kun faa, der tog ham for fulde, og der var alltd et Skældsord mere at sige mod ham end mod alle andre, et Skældsord, som Ingen lod usagt (skønt det Ingenting sagde): thi det apperlerede kraftig til det raaeste Instinkt det blinde Racehad. I sin Ungdomsroman tager han Forholdet fra den følsomme Side: under hans afsondrede Stilling som Skribent ligger hans Forhold som Undtagelse bag en stor Del af hans Polemik.

For 1848 er Goldschmidt i politisk Henseende en Beundrer og Tilhænger af det store Europæske Revolutionsparti. Under den langvarige Tilbageslagets Tid, som fulgte, kom alt det romantiske Tilbageskuende hos ham frem. Men fra første Færd af var han Nationalliberalismens Gennemskuer og klarøjede Kritiker.

Han bekæmpede de Nationalliberale paa Alle Felter, han afslørede deres Ukyndikhed og Indbildskhed; han blottede dere Herskesyge og Undertrykkelseslyst; han bekæmpede dere Politik i sine Artikler; han klædte dem af i sine Romaner; hans store Dannelsesroman Hjemløs er fremfor alt et Mindesmærke; en Skampæl, rejst over deres Væsen og Færd, Hans Tidsskrift Nord og Syd, vil ikke kunne forbigaas af Nogen der vil skildre dette Parti som det har været.

Goldschmidt Evner har vokset og udviklet sig under. Kampen imod det. Det var for at ramme det, at han i sin Tid nærmede sig til Godsejerpartiet, traadte Blixen Finecke nær og strandede paa en fælles Fremrykken i Gang som dog strandede paa de Nationalliberalske den Gang overlegne Styrke.

Han har under denne langvarige Fejde lagt en ikke ringe Haardnakkethed for Dagen. Han bæres oppe af Bevidsheden om sin Ret. Han viste nu og da i sitt Liv et ikke ringe politiske Mod saaledes da han i sin Tid trodsede Folkestemningen ved ene at tale mod Slesvigs Indlemmelse. Men han kom ikke til at høste nogen Frugt af sine Felttog. Thi, underligt nok, netop som Partiet var i Tilbakegang knækkede Goldschmidt over. Træt af Kampen som han var, søgte han i Slutningen af Tredserne Fred og Forlig med de to danske Stormagter Fædrelandet og Dagbladet.

Han havde da alt nogle Aar holdt sig udenfor Dagens politiske Strid. Han var ved at udfølge sin største digteriske Virksomhed; i faa Aar skrev han Arvingen, Ravnen, og en hel del Række ypperlige, tildels monstergyldige Noveller, deriblandt Maser og Kærlighedshistorier fra mange Lande; han har trængt til at kunne udgive dem i Ro. Han opnaaede da ogsaa at faa dem roste af Ojeblikkets Magthavere, og Folgen var, at hans Bøger gjorde Opsigt og blev solgte. Men den yngre Slægt, som pludseligt saa ham slutte sig til Ploug, ja faternisere med en Kritiker, der hidtil med største Udholdenhed havde forfulgt ham, blev pinligt berørt af Mangelen paa Sammenhæng i hans Liv og i hans Stræben.

Han kunde, da Bladet vendte sig og Bevægelsen mod de Nationalliberale fik Fart, have været dens naturlige Fører. Men han havde forspildt sin Udsigt dertil og trak sig fra da af helt ud af det offentlige Liv. Han optraadte nu kun som Digter, som Selvbiograf og som dilletantisk Religionsfilosof.